søndag den 1. april 2012

Boglisten er opdateret.

Efter at have set DR2 Tema om 'Svindlerne' kastede jeg mig over bogen om Stein Bagger, og den blev slugt på ganske få dage. Det er helt utroligt hvad der er forgået i IT-Factory, og hvor store konsekvenser det har haft for rigtig mange mennesker. Jeg blev især berørt af, at læse om hvilke konsekvenser det har haft for Finn Nørbygaard, hvilket faktisk overraskede mig. Det er nok på sin plads at tilføje, at jeg synes godt om Finn Nørbygaard, og så ved jeg jo godt hvor psykisk nedslidende det kan være, at have pengeproblemer (dog ikke i den størrelsesorden, som det var i Finns tilfælde, naturligvis). Hvis du gerne vil have lidt bedre styr på skandalen om IT-Factory, så er bogen helt sikkert et godt bud på relevant læsestof. Efter at have læst bogen, og googlet mig til retssagens afgørelse, sidder jeg tilbage med spørgsmålet om hvad Stein Bagger mon vil gøre den dag, hvor han bliver løsladt. Et eller andet sted håber jeg, at han smutter ud af landet når den dag kommer, og holder sig langt, langt væk fra forretningslivet.



Krimien 'Journal 64' af Jussi Adler-Olsen var helt fantastisk at læse, og jeg er overbevist om, at jeg skal have læst mange flere af hans bøger i nærmeste fremtid. Han kan virkelig fastholde læseren, og gennemføre blottet i bogen så det overrasker læseren. Netop som jeg troede, at nu havde jeg gættet slutningen, ja, så blev jeg godt og grundigt taget ved næsen. Ganske imponerende læsning!


Nu har jeg kastet mig over 'Fortællinger om natten' af Peter Høeg, og det er egentlig mest i et forsøg på at forstå Peter Høegs skrivestil, at jeg læser den. Da jeg læste 'Elefantpassernes børn' sidste år tog det mig som bekendt uendelige tider at tygge mig igennem den, og jeg frygter lidt, at også denne, 'Fortællinger om natten', vil tage mig mange dage at få læst. Men læses skal den (også selvom jeg overvejer at begå bogutroskab ved at kaste mig over 'Folk med begge ben på jorden hænger på træerne' af Sigurd Hartkorn Plaetner (ham med Distortion festerne). Den har jeg nemlig lige købt på Saxo.com).   


Ingen kommentarer: