torsdag den 12. april 2012

Det er da helt klart en mulighed!

Jeg er så småt gået i gang med, at lede efter en leje lejlighed, men hold nu op hvor er der mange steder på nettet, hvor man kan lede. Selvom udbuddet er stort, så kan man nemt blive lettere forvirret. Og det gør det altså heller ikke nemmere, når man falder over et link, der er himmelvidt fra de søgekriterier, som man har indtastet.

Den anden aften sad jeg og kiggede på lejligheder på dba.dk, og der var da et par muligheder, som skal tages op til overvejelse - hvis de altså ikke bliver lejet ud i mellem tiden. På et tidspunkt faldt jeg over et link til en lejlighed med en husleje omkring de 20.000 kr.

Den lader jeg lige stå et øjeblik.

Jeg blev nysgerrig, for det var så fuldstændig urealistisk at der blev linket til så dyr en leje lejlighed, specielt når man tænker på mit indkomstgrundlag og dårlige økonomi. Dog kunne jeg ikke lade være med, at tjekke lejligheden ud, for det var da en absurd høj husleje. Det stod rimelig hurtigt klart, at lejligheden ikke befandt sig i Jylland overhovedet! Lejligheden er beliggende på Fredriksberg, og jeg tabte både næse og mund, da jeg så huset, hvori lejligheden er. Hvis penge ikke var et problem, så var det da helt klart en mulighed, for hold da Magda, hvor er det smukt!

Da jeg løsrev mig fra mit dagdrømmeri om en überskøn lejlighed og mange millioner på kontoen, gik luften ud af ballonen, og jeg opgav at lede videre den aften. Spørgsmålet om hvor lille en lejlighed jeg ender med at leje, meldte sig på banen, og så var der ikke meget sjov ved at lede videre. Godt nok er min ejerlejlighed ikke jordens største, 39 kvm, men hvis jeg skal se positivt på det her flyttehalløj, så ville det da helt klart være at foretrække, at flytte i en 2-værelses. Det er bare ikke sikkert at min økonomi tillader det.

Efter at have været rundt på andre websteder med lejligheder, har jeg besluttet mig for, at vente med at tage ud for at se på lejligheder, til jeg har et overblik over hvad jeg skal gå efter mht. husleje o.l. Jeg gider ikke bese en lejlighed, forelske mig i den (if that's even possible), og så efterfølgende indse, at det aldrig kan blive en mulighed at bo til leje der, fordi min økonomi ikke er til det. Så jeg venter til papirene vedr. salg foreligger. Jeg skal også en tur omkring banken, inden jeg for alvor kaster mig ud i den helt store boligjagt.

I mellemtiden kan jeg vel godt tillade mig, at dagdrømme lidt? Dog ikke om lejligheden på Frederiksberg. Det er for urealistisk - selv i en dagdrøm.

Du kan se den omtalte lejlighed her, hvis du har lyst.

Ingen kommentarer: