2010 december 20.,
Det er altid en dejlig følelse at åbne døren og
træde indenfor i sit hjem og føle sig rolig igen. Det er dejligt at man kan
lukke døren og lave ingenting mens man nyder at være hjemme igen. Jeg elsker at
jeg kan te mig præcis dom jeg vil indenfor hjemmets 4 vægge. Mit hjem er min
base, stedet hvor jeg samler ny energi. Her kan jeg være morgengrim og gå i
usmarte uldsokker dagen lang hvis jeg har lyst til det. Jeg kan ligge i sengen
hele dagen og ligne udskidt æblemos mens jeg prøver at komme mig over en omgang
influenza. Jeg kan rode og larme og danse lige så tosset jeg vil, og det er kun
katten som kan tænke at jeg er tosset. Men katten kan ikke sladre til nogen,
heldigvis. Det er skønt at have et hjem hvor jeg sætter dagsordenen. Jeg kan
bestemme alt herhjemme, for der er kun mig selv til at tage hensyn til - og
selvfølgelig også katten, men så længe der er mad og vand og en ren kattebakke,
så klager han ikke.
Nogen vil sikkert tænke, at det er hammeregoistisk
af mig - eller også vil de være dybt jaloux fordi jeg har så meget fritid til at gøre hvad der
passer mig - men hvad de ikke ved, så er jeg jaloux over at de har et hjem med
en familie; at de har nogen at dele livets oplevelser sammen med; at de aldrig
er alene om bekymringerne. Det kan jeg godt savne engang imellem. Bare det at
komme hjem og åbne døren og blive modtaget af katten og ingen andre udpensler i
særdeleshed det ensomme liv jeg lever. Det kunne være skønt at komme hjem og se
sin familie glæde sig over, at man var hjemme igen. Det er noget stille, at bo
alene - også selvom katten kan holde en hel koncert når den trænger til
opmærksomhed. Jeg kan selvfølgelig hører naboernes puslen, men det er jo aldrig
helt det samme som at bo sammen med et andet menneske.
Lige meget hvor højt jeg ønsker, at have en familie
omkring mig, så kunne jeg ikke forestille mig at bo sammen med nogen anden her
i mit hjem. Jeg kan ikke rumme et andet menneske lige nu, og når jeg åbenbart
er så egoistisk, så vil der ikke kunne blive plads til en anden i mit liv end
katten. Det er underligt at det er sådan, men jeg må jo have mere end nok i mig
selv lige for tiden, og så må jeg vel bare acceptere at sådan er det.
Måske er krisen omkring de 30 så småt begyndt at
spirer indeni mig? Måske føler jeg at alting er så forvirrende lige nu, at jeg
ikke kan overskue at dele mine tanker og følelser med et andet menneske? Er det
sådan det føles før man finder sig selv? På samme måde som man føler hjemve når
man er på farten, og så finder ro når man træder indenfor i sit hjem? Hvis det er
tilfældet, så må den indre ro altså meget snart indfinde sig her på matriklen,
tak, for jeg er efterhånden godt træt af denne mentale søgen efter ro.
Måske er det med den indre ro som med kærlighed; Den
kommer dumpende når du mindst venter det. Måske finder jeg først min indre ro
når jeg holder op med at søge efter den? Tja, det er jo et godt spørgsmål. Jeg
tror jeg vil gå ned og tømme min postkasse, kigge på dagens rudekuverter og så
ellers bare finde ud af om det kommer noget interessant i flimmerkassen i
aften. Jeg kan jo gøre som jeg vil - katten er ligeglad, når bare jeg ikke
bliver væk alt for længe. Lige nu er katten så totalt ligeglad som man kan
være; Han sover. Hvor må det være skønt, at være kat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar